Kesi og Jannic The Jeweler snakker chains, grillz og diamantbelagte ure i Standard Ekstra
Standard – Soundvenues hiphop-podcast - Ein Podcast von Soundvenue
Kategorien:
Hiphopkulturen handler om at være den bedste. Om at skille sig ud, være den mest originale eller den mest flashy. Og en af de vigtigste måder at gøre det på, har altid været gennem ure, kæder, grillz, ringe og andre skinnende ting.
Sådan har det været siden Slick Rick fik diamanter indlagt i klappen for hans øje i 80'erne. Eller siden Ghostface og Nas fik gigantiske kæder med speciallavede motiver i 90'erne.
Men de seneste par år er hiphoppens fascination af skinnende ting gået helt amok. Takeoff fra Migos har fået en kæde med hele solsystemet, der har kostet en halv million dollars, alle rappere har nærmest milliondyre ure, som de efterfølgende sætter endnu flere diamanter i, og hver gang en rapper smiler, skinner diamantbelagte grillz frem.
Dén bølge har nu også ramt Danmark, hvor juveleren Jannic The Jeweler fremstiller speciallavede smykker for folk som Sivas, Branco eller Kesi. Sidstnævnte har han netop fremstillet den største speciallavede kæde i dansk hiphop til. Den forestiller Kesis logo (et ansigt af rapperen som gammel) lavet i guld, og er belagt med 1200 sten.
Men hvor stammer den her smykkefascination egentlig fra? Hvad er de mest legendariske kæder i hiphoppens historie? Og hvordan har det været at være pionerer indenfor udviklingen i Danmark?
Det snakker værterne Kristian Karl og Mads Viktor om med Jannic The Jeweler og Kesi i det nye afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast. Det nye afsnit er desuden optaget live i popup-kulturrummet INPUT, hvor du de næste to uger kan komme til gratis talks, screenings, live-interviews, podcast-optagelser og overvære kreative processer.
Standard udkommer hver 14. dag og gæstes af rappere, producere og eksperter for at diskutere de mange aspekter af hiphoppens dominerende rolle i kulturlandskabet.