Ekstra: XXXTentacion, Lil Peep og hiphoppens fortabte generation
Standard – Soundvenues hiphop-podcast - Ein Podcast von Soundvenue
Kategorien:
XXXTentacions første posthume album, 'Skins', er netop udkommet, og det virker på mange måder som et slutpunkt for en hiphopbevægelse. Et sidste monument for en fortabt generation.
Rapperen kom nemlig frem som del af Soundcloudrap-bevægelsen, sammen med Lil Peep og 6ix9ine, der for nylig udgav albummene 'Come Over When You're Sober, pt. 2' og 'Dummy Boy', der også er omgærdet af tragedie. Peep døde nemlig af en overdosis i slutningen af sidste år, mens 6ix9ine blev arresteret få dage før udgivelsen af 'Dummy Boy', og potentielt står til at få livstid i fængsel.
På den måde er de tre største stjerner af den nye hiphopgeneration alle forsvundet.
Men hvad siger de her album om kunstnernes eftermæle? Hvordan kan posthume album som 'Skins' være tro mod artisternes vision for deres musik? Hvilken rolle spiller anklagerne mod XXXTentacion efter hans død? Og hvad sker der på hiphopscenen nu, hvor de tre største artister er forsvundet?
De spørgsmål diskuterer vært Kristian Karl med denne uges gæst, Astrid Storm, i Standard Ekstra. Astrid Storm er A&R hos Universal, og har fulgt Soundcloud-scenen nøje siden begyndelsen. Hun var faktisk gæst i Standard, da de her kunstnere i første omgang kom frem. Nu diskuterer hun altså med Kristian Karl, hvordan det hele kunne ende så galt – og hvad der mon kan opstå af Soundcloud-rappens aske.
Standard Ekstra er et kortere supplement til Standard, der reagerer hurtigt på vigtige nye begivenheder og udgivelser i hiphoppens verden. Vært Kristian Karl gæstes typisk af eksperter, oftest fra Soundvenues redaktion, og vender ugens mest uomgængelige begivenheder og nye numre.
Dette afsnit af Standard er bragt i samarbejde med vores sponsor Spotify.