Ekstra: Lil Wayne genopfinder sig selv på det længe ventede 'Tha Carter V'
Standard – Soundvenues hiphop-podcast - Ein Podcast von Soundvenue
Kategorien:
Man havde næsten mistet håbet totalt. Lil Wayne havde lovet os 'Tha Carter V' i årevis, men rapperens langvarige konflikt med adoptivfaderen og pladeselskabsbossen Birdman blokerede for udgivelsen. New Orleans-rapperen skrev på Twitter, at han var »mentalt knust«, og at han blev »holdt fanget« af Birdman.
Men så, helt pludselig, på Lil Waynes 36 års fødselsdag, fik vi endelig et af de mest længe ventede hiphopalbum i nyere tid. Det er selvfølgelig lykkeligt. Men samtidig sidder man med en nervøs følelse i maven.
For der er sket meget, siden Lil Wayne skabte klassikeren 'Tha Carter 3' for 10 år siden. Han dominerer ikke længere hiphopscenen, og han er ikke længere samme nærmest overmenneskelige rapmonster, som han var dengang.
Kan 'Tha Carter V' reintroducere Lil Wayne som kulturel magtfaktor? Hvilken betydning har de mange indadvendte sange, hvor han udforsker sin egen usikkerhed, og fortæller om sit selvmordsforsøg? Og hvor placerer 'Tha Carter V' Lil Wayne i det moderne hiphoplandskab?
De spørgsmål diskuterer Standard-værterne Kristian Karl og Mads Viktor i det nye afsnit af Standard Ekstra.
Derudover spiller værterne en række af de sange, de har mest optur over lige nu – denne uge med stærkt dansk islæt, fra blandt andre Icekiid og RoseGold.
Standard Ekstra er et kortere supplement til Standard, der reagerer hurtigt på vigtige nye begivenheder og udgivelser i hiphoppens verden. Vært Kristian Karl gæstes typisk af eksperter, oftest fra Soundvenues redaktion, og vender ugens mest uomgængelige begivenheder og nye numre.