#2 - 2. Advent

Johanne Hvelplund fra Hotel- og Restaurantskolen og Louise Beck Brønnum fra Københavns Universitet vil i samarbejde med Smag for Livet tage dig igennem julens forskellige fermenteringer. Anden søndag i advent har gastrofysikerne fokus på en flydende alkoholfermentering. Her benyttes bestemte typer gær til at omdanne sukker til alkohol. Kan du gætte, hvad det er? Du kan finde en opskrift på et alkoholfrit alternativ på Hotel- og Restaurantskolens- og Smag for Livets hjemmeside.

Om Podcasten

Smagslågen er den podcast om mad, som vi alle har manglet. De to gastrofysikere Johanne Hvelplund fra Hotel- og Restaurantskolen og Louise Beck Brønnum fra Københavns Universitet vil føre dig gennem forskellige smage ved at beskrive bl.a. fødevarekemien, madkulturen og det sensoriske, der knytter sig dertil. Både med Louise og Johannes fagligt funderede fødevareviden og deres kæmpe passion for mad, vil du få et indblik i fremtidens fødevare-trends med den gode smag som udgangspunkt. Inspirationen til Smagslågen er fundet i denne svære Corona-tid, hvor vi har brug for noget, der kan aktivere og samle os hjemme i køkkenerne. Derfor kickstarter vi podcasten med at forsøde denne mindre sociale julemåned. Julehjælpen er på vej i form af en advents podcast om noget, som vi alle forholder os til hver dag, men dog ikke ved synderligt meget om - nemlig smag! Især julens mad og drikkevarer synes at være noget, vi alle kærer os om og ser frem til år efter år. I løbet af fire adventsafsnit vil Louise og Johanne sætte fokus på fermentering i julen, og give dig som lytter fagligt og praktisk indblik i, hvordan du kan give dig i kast med fermenteringens univers. Hvert afsnit varer 10-15 min, hvor en fødevare eller drikkevare vil blive beskrevet. Derudover vil der være tilhørende fif og/eller opskrifter, som man kan prøve af hjemme i køkkenet. Podcasten er produceret for Smag for Livet i samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen og Københavns Universitet. Så lyt med på https://hrs.dk/about/podcast/ og i din foretrukne podcast-app og få et indblik i fermentering, mad og god smag. Podcasten er produceret af Stine De Klauman og musikken er leveret af Lars Bork Andersen