Afsnit 3: Masken falder

I dette afsnit kan du høre om, hvordan Rusland lider af en slags fantomsmerter oven på opløsningen af Sovjetunionen. Og mest ondt gør det åbenbart at have mistet Ukraine.I opløbet til præsidentvalget i Ukraine i 2004 blev den vestligt orienterede kandidat, Viktor Jusjtjenko, forgiftet og slog voldsomt ud i ansigtet. Og i de næste år kaldte Putin Sovjetunionens opløsning for den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede og tordnede imod NATOs trængen sig ind på Rusland. Imens fulgte det ene spektakulære mord det andet. På politiske modstandere, kritiske journalister og frafaldne agenter. Men det var først, da det andet oprør brød ud i Ukraine i 2014 – med blodige kampe på Maidanpladsen – at lunten til det, vi ser i dag, blev tændt.

Om Podcasten

Vi har kigget på ham hver dag. Når han går med sine svingende arme, ser på os med sit grå, gennemsigtige blik og sidder og dirigerer ved sit lange, hvide bord. Lige siden Vladimir Putin invaderede Ukraine, har vi været på overarbejde for at forstå, hvem han egentlig er. En iskold KGB-agent, der legede demokrat, så længe det tjente hans sag? Eller bare en forbitret kejser af et svundet imperium? I fire afsnit følger Nils Thorsen i hælene på Ruslands præsident for at finde ud af, hvordan Vladimir Vladimirovitj Putin blev verdens farligste mand.