Sirener og en tur til Skanderborg

Har staten igangsat en overtagelse af vores telefoner? Politiken mener, at staten gjorde første spadestik i dag, da den digitale varslingssirene for første gang lød på vores telefoner. Vi snakker med Beredskabsstyrelsen om, hvorvidt de var ved at tage magten over os. Reformkommissionen har foreslået, at det skal være slut med 10. klasse. I stedet: HPX. Men får de så også en hue? Og mere vigtigt: Hvordan skal den se ud? Vi gør vores bedste for at undersøge, hvordan den nye hovedbeklædning skal se ud. Vi kommer forhåbentlig frem til en hue, der gør HPX til det bedste uddannelsesvalg. 81-årige Lis Bech kom til skade på en Netto-parkeringsplads, men hun fik ikke hjælp fra ungarbejderen, der gik forbi hende. En hel uge skulle der gå, før hun fik en undskyldning. Spørgsmålet er, hvor lang tid vil det tage at få en undskyldning, hvis det var et andet supermarked? Vi snakker om undskyldninger med nogle geniale købmænd! Til dagens lytterpåstand skal vi en tur til Skanderborg. Lytterpåstanden kommer fra Jes, der påstår, at "Alle, der kommer fra Skanderborg, udtaler det Skannerborg". Giver ikke så meget mening på skrift, men tune ind og hør, hvad Jes mener! Værter: Martin Plauborg og Sebastian Johan Lund. Producerende redaktør: Frederik Birch. Medvirkende: Lars Aabjerg Pedersen, kommunikationschef ved Beredskabsstyrelsen. Lars Lauritsen, butikschef Rema1000 i Horsens. Anne Nielsen, butikschef Irma Ordrup. Mikkel Toft, butikschef Coop365.

Om Podcasten

Verden er fuld af påstande! I 'Påstand mod påstand' finder vi ud af, hvilke påstande der passer, og hvilke der er varm luft. Og uanset om påstandene kommer fra lytterne eller fra politikere, står Martin og Sebastian klar til at kæmpe mod uret for at be- eller afkræfte dem. Værter: Martin Plauborg og Sebastian Lund.