Episode 7: Ingen talent uden vedholdenhed

Hvis du ingen stædighed har, så kan du ikke bruge dit talent til noget. Det at blive dygtig kræver hårdt arbejde og vedholdenhed. Så klart siger James Price det i min podcast Nulfejlskultur.  Fejl er en del af læringsprocessen. Begår du ingen fejl, så lærer du heller ikke så meget. Mennesker fungerer bedst, når de ikke føler sig overvåget eller vogtet på men føler sig fri, er glade og har lyst til deres arbejde. Derfor er fortidens terrorregime blandt dirigenter heller ikke en god måde at lede på. Det giver angst og utryghed og ondt i maven på medarbejderne, og hvad får du ud af det, andet end en magtdemonstration? Hvis du arbejder under en spændt stemning, hvor du sidder på kanten af stolen, så laver du endnu flere fejl - fordi du er bange for at blive hængt ud. Det er rædselsfuld ledelse.  Selvfølgelig bliver der spillet forkert, men i Cirkusrevyen kommer folk for at få en oplevelse ikke for at vurdere, om alt er overleveret 100% rigtigt. Men vi skal agere med ansvarlighed og kigge på vores fejl - vi opererer med ærlige fejl. Vi kigger på typen af vores fejl, er det sjuskefejl, er det et udtryk for dårlig arbejdsmoral, inkompetence eller er det vitterligt fordi, vi har prøvet noget nyt? Men det er vigtigt at lære af sine fejl. Det gør vi bl.a. i Cirkusrevyen, når vi har SKIDEBALLEMØDER. En hyggelig stund, hvor vi på en ordentlig måde får afløb for de ting, der ikke fungerer. Her er ordet frit, der bliver spist lidt natmad og drukket en øl, og alting serveres i en ordentlig tone.  Du kan ikke være innovativ, hvis du ikke er velforberedt - så innovationen kommer også med forberedelsen og det, at du øver dig. Der er nogle, der er rigtig gode til at få nye idéer, men det kræver ansvarlighed og vedholdenhed at gennemføre dem. Innovationen skal også gerne føre til noget konkret - så det ikke bare bliver en hyggeonsdagsklub.  SKUB metoden. www.annekirketerp.dk  Pas på, at du ikke får bygget en masse mure op omkring dig selv, hvis du har erfaret at noget ikke virker én gang, så kan det godt virke en anden gang. Hold dine sanser åbne for nye metodikker og tilgange - men husk, at det vi har prøvet engang, godt kan virke en anden gang.  Når du jagter dine succesoplevelser, så booster det din selvtillid. Du får en idé og fører den ud i livet, det gik godt. Og selv om det måske ikke går første gang, så skal du ikke give op. Det kræver stædighed, en stædighed der giver dig ekstra blod på tanden. Og som også gør, at du kan reflektere over, hvad der gik godt og overføre den succesoplevelse til andre områder af livet.  Bogen: 'Dem der griner mest' af Pia Konstantin Berg. 

Om Podcasten

I min podcast taler jeg med en række spændende forskere, virksomhedsledere og praktikere om nulfejlskultur - hvordan vi kan sætte den fri og få mere innovation, kreativitet og foretagsomhed i stedet. Du vil opleve, at jeg og mine gæster ser begrebet nulfejlskultur fra flere forskellige vinkler. Vi giver konkrete gode råd og deler både erfaringer og forskning. Jeg håber, at du bliver inspireret. Det er jeg i hvert fald blevet. Rigtig god fornøjelse. BH Rebekka