15. Hvordan ændrer det ens liv at blive kristen? | Gustav Burchardt: "Hver gang jeg kommer ud af kurs og glemmer at kigge på kompasset, ved jeg, hvilken kurs jeg skal tilbage på."

I dagens afsnit får I historien om en ung studerende, der gik forbi en vinbar en dag, hvor de var ved at pynte op til fest, og tænkte ved sig selv: "Det skal da være løgn, om jeg ikke skulle prøve at komme med til den fest."Men hvad Gustav Burchardt ikke vidste var, at det slet ikke var en vinbar - Det var en frikirke, der hed Vineyard (Han kan ikke være den første, der har taget fejl!) Det gik dog ikke værre eller bedre end at Gustav faldt i snak med dem han mødte derinde, og det blev starten på hans trosrejse.Her nogle år efter har vi inviteret Gustav i studiet til en snak om hvordan det har ændret hans liv at blive kristen. Det er ikke helt enkelt at svare på, men vi gør alle tre vores bedste, og humøret er heldigvis højt imens.

Om Podcasten

Velkommen til Mesterlære, en podcast, hvor vi udforsker den kristne tro, stiller os nysgerrige på Jesus og undersøger, hvordan dét kan kobles på vores hverdag i en dansk kultur i det 21. århundrede. For 2000 år siden inviterede Jesus mennesker til at følge ham. Det tror vi stadig, han gør i dag, og vi er nysgerrige på at udforske og afprøve, hvad der sker, når vi tager imod den invitation i det 21. århundrede. Ofte reduceres den kristne tro til flotte idéer og pæne budskaber, der kun når til vores hoveder. Vi er mestre til at tale om tingene, men vi ønsker at blive mestre i at lære. Derfor er vi gået i mesterlære hos mesteren selv i denne podcast.