MediaCast 30: Kampen om erhvervslæserne
MediaCast - Ein Podcast von Camilla Mehlsen
Kategorien:
Kampen om erhvervslæserne bliver stadig hårdere. Business-stof er i høj kurs, for der kommer flere medier, der rapporterer om aktier, investeringer, gældskriser, fusioner og i det hele taget erhvervslivets bevægelser. Det er FinansWatch og Radio24syv-programmet Millionærklubben eksempler på. Flere af de eksisterende erhvervsmedier skærper da også profilen i kampen om læserne. Børsen justerede i efteråret designet og den redaktionelle linje, og i 2012 er der ændringer på vej for Berlingske Nyhedsmagasin, som er et ugentligt indstik i avisen Berlingske. Berlingske Nyhedsmagasin er Danmarks største erhvervsmagasin med 191.000 læsere. I 2012 skifter magasinet navn til Berlingske Business Magasin, og det sker som led i en større strategi for Berlingske Business. Det nye magasinnavn skal signalere, at magasinet er en del af Berlingske Business-familien, som er i vækst. En anden ændring for Berlingske Nyhedsmagasin er, at det indleder et tæt samarbejde med erhvervsmagasinet The Economist. Ugens gæst i MediaCast er redaktør Claus Skovhus, som fortæller om, hvad vi kan vente af det nye navn Berlingske Business Magasin, og hvorfor kampen om erhvervslæserne bliver hårdere. Omvendt mener han, at det er meget mere spændende at bedrive erhvervsjournalistik i en krisetid, for som han siger til MediaCast: ”De store nyheder er inden for finansjournalistikken nu.” Sidst i udsendelsen fortæller Brad Wieners, ledende redaktør af det amerikanske Bloomberg Businessweek, om, hvad det kræver at lave erhvervshistorier i magasinform. Businessweek kom til verden lige inden Wall Street-krisen i 1929 og har siden rapporteret om flere kriser og også selv været i krise. Faktisk svigtede annoncørerne Businessweek så gevaldigt, at magasinet blev sat til salg for 1 dollar. I MediaCast fortæller Brad Wieners om hvordan New York City-borgmesteren, Michael Bloomberg, købte magasinet i 2009, og om hvordan magasinet klarer sig i kampen om erhvervslæserne. Du kan følge medieudviklingen på MediaWatch.dk. Få gratis nyhedsbrevet fra MediaWatch hver anden uge - også med info om MediaCast - eller tegn abonnement for at få nyheder i din indbakke hver dag. MediaCast er produceret af Mehlsen Media for MediaWatch og podcastet med hjælp fra PodConsult.