Autisme. Mors kærlighed, kamp - og skyld?

Interview med forfatter, foredragsholder og forældre-mentor Dorthe StieperModerkærlighed handler ikke om at ofre sig, men om ikke at kunne lade være med at kæmpe for sit barn, fordi man elsker det, understreger Dorthe Stieper. Hun er selv mor til en datter, der for syv år siden blev indlagt med svær anoreksi og efterfølgende diagnosticeret med Aspergers. Har man et barn med autisme, er kampen aldrig helt slut. Ofte bliver mor nemlig den, som ”oversætter” verden for barnet og barnet for verden. Over årene kan det slide hårdt, men de fleste mødre kæmper videre med alt, hvad de har. Alligevel bliver de ofte mødt med mistro fra omverdenen.  Dette er Dorthe Stiepers egen erfaring, og noget som går igen i hendes bog ”Historien om en mor” fra 2019 (Forlaget Vindelsti), hvor hun interviewer 11 mødre til børn med autisme. Bogen gjorde hende nysgerrig på mistroen: At mor tilsyneladende tillægges en del af skylden for sit barns mistrivsel. Derfor har hun skrevet endnu en bog om mødre, nemlig ”Det er mors skyld” (Forlaget Vindelsti), som udkommer i september 2022. Alt dette taler kommunikations-koordinator i Kristelig Handicapforening, Christina Hummelmose Brorson, med hende om i denne episode af Kristelig Handicapforenings podcast. Episoden blev optaget d. 9. maj 2022. Læs Dorthe Stiepers egen fortælling her https://k-h.dk/kh-bladet-artikelliste-2019-krisen-blev-en-oejenaabner/Men hov! Hvad skete der lige for FAR? Der står 2022! Så er far vel også på banen i kampen for sit barn? Jo. Men også nej. I hvert fald ikke på samme måde - er Dorthe Stiepers erfaring. Under alle omstændigheder er det mor, som der i denne episode stilles skarpt på. I løbet af samtalen runder vi dog også far 🧡. Hvis han stiller op og ikke lader sig slå af banen, kan han nemlig gøre en kæmpe forskel for sin familie.

Om Podcasten

I denne podcast kan du høre samtaler eller foredrag om emner, der befinder sig i krydsfeltet mellem tro og handicap. Det kan for eksempel være emner som "Autisme", "At være pårørende", "Åndelig og eksistentiel omsorg" eller "Hvor er Gud, når livet gør ondt". Tjek episoderne ud, og se hvad du har lyst til at høre mere om :-)