Afsnit 2: Sådan laver du din egen klimakamp

Hvad hjælper det kloden, at du spiser en bøf mindre og skruer ned for det ene og det andet? Når andre jo alligevel bare fortsætter med at fyre op under kedlerne. Alt hjælper, siger Politikens Adam Hannestad, og i det her afsnit giver han dig helt konkrete svar på hvor meget. Hvad betyder en bøf, en flyvetur eller en dieselbil for klodens store varmeregnskab? Og hvad gør størst forskel i et almindeligt dansk liv? Et ungt liv. En børnefamilies. Og en pensionists. Her kan du finde ud af, hvordan du med den indsats, der passer i dit liv, gør mest for klimaet. Serien er tilrettelagt og produceret af Nils Thorsen og Jakob Lauridsen.

Om Podcasten

Hvis du er en af dem, der tænker, at klimakampen allerede er afgjort, og at det er os, der tabte, så har vi noget at fortælle dig i denne podcast-serie. Vores verden vil under alle omstændigheder forandre sig dramatisk. Men hvad vi selv gør - eller ikke gør - får stor betydning for, hvor meget og hvordan, den forandrer sig. Om vi står overfor store udfordringer, vi trods alt kan håndtere. Eller om det er en fremtid fuld af katastrofer, vi går i møde. Så velkommen til klimakampens anden halvleg, hvor det ikke gælder om at vinde eller tabe, men om at finde sin egen måde at deltage på. Ud fra hvor meget man vil det, og hvad der passer til ens eget liv og temperament.