Krigens første offer
Kampen om historien - Ein Podcast von DR - Dienstags
Kategorien:
"Det bedste våben imod fjendens propaganda er sandheden. For en kommunist er noget kun sandt, hvis det hjælper med at fremme kommunismens sag. Hvis ikke, er det falsk. Den soldat, som forstår hvordan fjendtlig propaganda fungerer, kan tage sine forholdsregler. Denne viden er hans styrke". Med alvorlig mine formaner en amerikansk officer i denne tv-optagelse fra 1957 om farerne ved sovjetkommunistisk propaganda. Kort forinden har han forklaret at de kommunistiske ledere, som holder folk indespærret i en slaveverden, ikke kan besejre amerikansk tankegang, fordi den er et bolværk for frihed og håb. Altså propaganda mod propaganda. Det er som bekendt ikke bare et fortidigt fænomen. I dagens krige og konflikter ser vi hvordan de stridende parter, f.eks. Rusland og Ukraine eller Israel og Hamas, ikke kun beskyder hinanden med missiler og granater, men også med propaganda. Hvordan fungerer krigspropaganda? Har den en virkning? Og er autoritære stater og demokratier lige gode - eller slemme - til at bruge propaganda? Det er nogle af spørgsmålene i denne uges Kampen om historien, hvor Adam Holm taler med militærhistoriker Niels Bo Poulsen. Musik: Adi Zukanovic.