6. Børn skammer sig over deres handicap, når forældrene skal kæmpe hårdt for at få hjælp. Med Emil Falster

Det rammer en hel familie, både børn og forældre, når mødet med systemet bliver til en kamp for at få hjælp. Det fortæller Emil Falster, der har forsket i netop mødet mellem systemet, børn med handicap og deres forældre. I et nyt afsnit af podcastserien ”Forråelsens ansigter” fortæller Emil Falster om det, han kalder den strukturelle forråelse, som borgere med handicap og deres pårørende bliver mødt med, når de får brug for hjælp fra systemet. Og at forråelsen begynder med den måde, blandt andet politikere og medier omtaler mennesker med handicap, mener Emil Falster.”Der er blevet skabt en mulighed for at tale om mennesker med handicap på en nedværdigende måde. Som ’velfærdskannibaler’, der underminerer velfærden for middelklassen og gør livet surt for andre. Men selvom den retorik kan være affødt en lang række forskellige forhold, om det så er økonomisk rationalitet eller menneskesynet, hvor nogle mennesker er mere værd end andre, så er det noget, der går igennem hele strukturen, og som også kommer til udtryk i mødet mellem system og borger,” siger Emil Falster. I programmet fortæller han mere om, hvad kampen betyder for både forældre og børn, og om det aftryk af skamfølelse, som kampen efterlader hos både børn og forældre.Emil Falster er cand.scient.adm. og ph.d., nu post.doc. ved Universal Design Hub under Bevica Fonden og ved Aalborg Universitet. I hans ph.d.-afhandling gik han blandt andet tæt på mødet mellem systemet og familier med børn med handicap. Tilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes ElsloUdgivet af www.socialtindblik.dk

Om Podcasten

Forråelse kan ske alle steder. Og alle er i risiko for forråelse. Det er et af budskaberne fra Dorthe Birkmose, der er med som ekspert i alle 6 afsnit af ”Forråelsens ansigter” Mange har set de voldsomme dokumentarprogrammer, hvor medarbejdere i omsorgssektoren begår overgreb mod borgerne på den ene eller anden måde. De fleste husker nok episoden med den 90-årige Else på Plejehjemmet Kongsgården, der hænger i en lift og råber, at det gør ondt, mens personalet passivt ser til. Men forråelse handler om meget andet end voldsomme overgreb. Det kan være at vende hovedet den anden vej, når en kollega taler grimt til en borger. Eller det kan være at lade telefonen ringe, når den såkaldt besværlige pårørende ringer.I seks programmer går vi helt tæt på forråelsens mange udtryk og ansigter. Podcastserien vil vende perspektivet mod borgerne, de ansatte, ledere, politikere og pressen. Og vi vil i serien etablere en samtale på tværs af alle perspektiver.I alle 6 programmer er psykolog Dorthe Birkmose med som fast ekspert. Dorthe er psykolog og hun har beskæftiget sig med forråelse de sidste 18 år. Hun skrev i 2013 bogen ”Når Gode mennesker handler ondt”. Og hendes seneste bog ”Mennesket er motiveret” handler om, hvordan faglighed er et alternativ til forråelsen, som Dorthe ser som en form for mestringsstrategi for mennesker i afmagt. Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dkTilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes Elslo