2. Når den moralske stress gør de ansatte syge. Med Dorthe Birkmose

Alt for meget handlede om at nå nogle fastsatte mål, og alt for lidt om reelt at hjælpe borgerne tilbage i job. Det betød, at Camilla måtte arbejde ekstra for hjælpe borgerne på en måde, som hun mente var både fagligt forsvarlig og langsigtet. Det endte i en sygemelding med stress. ”Jeg vidste godt, hvad der var godt for min statistik. Men det var ikke det bedste for borgerne,” fortæller hun i ugens afsnit af ”Forråelsens ansigter”.I programmet fortæller psykolog Dorthe Birkmose om de udveje, som man som medarbejder kan gribe til, når man mærker den moralske stress. Altså når man på grund af arbejdsbetingelserne ikke kan hjælpe borgerne på en måde, som ens faglighed ellers ville give mulighed for. Selvom det på en arbejdsplads kan se ud, som om nogle bliver påvirkede af den moralske stress, mens det måske ikke bider på andre, der ufortrødent arbejder videre, så mener Dorthe Birkmose, at alle i sidste ende bliver påvirkede. Og i sidste ende kan den moralske stress føre til resignation og i værste fald forråelse.”Det er så lumskt med forråelsen. Det kan ligne, at man er robust. Det kan ligne, at man kan tage det. Og det kan ligne, at man ikke har nogen problemer. Men det har man jo. Men dem, der tydeligst pines af den moralske stress, det er alle dem, der ved af erfaring, at de kan hjælpe folk,” siger Dorthe Birkmose i podcasten.Programmet er tilrettelagt af Niels SvanborgMusik: Johannes ElsloUdgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dk

Om Podcasten

Forråelse kan ske alle steder. Og alle er i risiko for forråelse. Det er et af budskaberne fra Dorthe Birkmose, der er med som ekspert i alle 6 afsnit af ”Forråelsens ansigter” Mange har set de voldsomme dokumentarprogrammer, hvor medarbejdere i omsorgssektoren begår overgreb mod borgerne på den ene eller anden måde. De fleste husker nok episoden med den 90-årige Else på Plejehjemmet Kongsgården, der hænger i en lift og råber, at det gør ondt, mens personalet passivt ser til. Men forråelse handler om meget andet end voldsomme overgreb. Det kan være at vende hovedet den anden vej, når en kollega taler grimt til en borger. Eller det kan være at lade telefonen ringe, når den såkaldt besværlige pårørende ringer.I seks programmer går vi helt tæt på forråelsens mange udtryk og ansigter. Podcastserien vil vende perspektivet mod borgerne, de ansatte, ledere, politikere og pressen. Og vi vil i serien etablere en samtale på tværs af alle perspektiver.I alle 6 programmer er psykolog Dorthe Birkmose med som fast ekspert. Dorthe er psykolog og hun har beskæftiget sig med forråelse de sidste 18 år. Hun skrev i 2013 bogen ”Når Gode mennesker handler ondt”. Og hendes seneste bog ”Mennesket er motiveret” handler om, hvordan faglighed er et alternativ til forråelsen, som Dorthe ser som en form for mestringsstrategi for mennesker i afmagt. Podcastserien er udgivet af Socialt Indblik www.socialtindblik.dkTilrettelæggelse og redigering: Niels SvanborgMusik: Johannes Elslo