16. Når en løsning på forråelse gør mere skade end gavn. Om quickfixes, alibisme og doublebind
”Forråelsen er til at få øje på. Den er der jo fra tid til anden. Altså både helt oppefra i de politiske beslutninger, der bliver taget om, hvilke besparelser der skal være. Men også på lederniveau og helt nede i driften,” fortæller Stine i nyt afsnit af ”Forråelsens ansigter”. Stine er ansat som fagkoordinator i socialpsykiatrien i en kommune, og hun fortæller om, hvordan det ikke altid handler om mere faglighed eller flere temadage, men om at få tid til at bruge fagligheden. Og om at mærke, at det der bliver sagt om vigtigheden af fagligheden også får rammerne og betingelserne for at kunne udføres.Og netop det er én af psykolog Dorthe Birkmoses pointer. Hun advarer både ledere og politikere mod at stille medarbejderne en løsning i udsigt uden at følge op på, at det ikke bliver ved ordene. Et quickfix kunne ifølge Dorthe Birkmose eksempelvis være at tro, at en temadag med hende i sig selv kunne være en løsning. ”Jeg kan jo nogle gange godt hos både medarbejdere og mellemledere høre den der dybe frustration over, ”jamen, hvorfor har ledelsen hyret dig til at komme og sige de her ting,når de alligevel ikke vil høre på det? Altså når de ikke vil ændre på noget? Hvorfor skulle vi så have den her halve temadag? Det kommer jo ikke til at ændre noget som helst på noget,” siger Dorthe Birkmose, der støder på flere og flere quickfixes, hvor medarbejderne står frustrerede tilbage.I podcasten kan du høre Stine fortælle mere om, hvordan hun mærker, at risikoen for forråelse mest handler om tid og ressourcer til at bruge fagligheden. Og Dorthe Birkmose fortæller mere om, hvad quickfixes betyder, og hvad det kræver at skabe tro og tillid til de løsninger, som man introducerer fra ledelse og politikere.Udgivet af Socialt IndblikTilrettelæggelse: Niels SvanborgFoto på cover: Michael Drost-Hansen