S1 Ep6: Mia Vad, vært på podcasten Delebarn, selvstændig kommunikationsrådgiver og mor til 2.

Så blev det min tur. Jeg (Mia Vad) er nemlig selv "gæst" i 6. og sidste afsnit af første sæson af Delebarn. Jeg plejer jo at være vært på podcasten, men i dette afsnit har jeg, for at kunne fortælle om mine oplevelser og erfaringer som mor til et delebarn, overladt styringen til Jonas Rudolf Kyvsgaard. Jeg er mor til 2 børn. Isayah på 11, som er delebarn, og til Emilia på 2, som jeg har med min kæreste Sune. Vi bor, som en lille sammenbragte "kernefamilie", sammen på Amager i København, mens Isayahs far bor i Jylland. Lyt med, når jeg helt ærligt fortæller, hvordan det var at blive mor som 21-årig og samtidig føle sig helt forkert og alene i forældreskabet. Jeg skulle så grueligt meget igennem - og "rejsen" er langt fra slut. Afsnittet er klippet af den seje Jonas Rudolf Kyvsgaard.

Om Podcasten

I podcasten "Delebarn" taler jeg med en gæst om, hvordan det er at være forældre til børn, som deler sin tid mellem to eller flere forældre, fordi forældrene ikke er sammen længere. Min gæst og jeg taler åbent og ærligt om kærlighedsbrud, deleordninger, forældresamarbejde, bonusforældre og meget andet. Til inspiration for andre, tager Delebarn udgangspunkt i fortællinger om kærlighed, frustration, skuffelse, konstruktiv konflikthåndtering og om at lære at leve med et savn. Mia Vad, vært på podcasten Delebarn, blev mor som 21-årig, men skilt et par år senere og dermed forælder til et delebarn.