Den om lerklumpen

I dagens afsnit er vi inde ved kernen af forfatterlivet, vi skal nemlig tale om skriveprocesser. Det bliver en lang snak, bl.a. om hvor færdigt vi prøver at skrive i vores første udkast, hvor meget vi tænker over historien, før vi går i gang, og hvad en god redaktør kan betyde for teksten. Der kommer også en graf på bordet for at illustrere vores nærmest diametralt modsatte tilgange, selvom virkeligheden selvfølgelig er mere grumset end som så: Vi har begge perioder med mere fri og 'ubevidst' skrivning, vi skriver både færdige og meget ufærdige sætninger, og AC har da også forsøgt sig med plotkort og nedskrivning af nøglescener i ny og næ.  Hop meget gerne ind på vores Instagram og fortæl, hvordan I går til skrivningen, det vil vi elske at høre om!  Rigtig god fornøjelse med årets første episode og god skrivelyst derude. Kh. Lise og Anne Cathrine

Om Podcasten

Elsker du bøger, og drømmer du om selv at blive udgivet en dag? Så er det her en podcast for dig. De to forfattere Anne Cathrine Bomann og Lise Villadsen inviterer dig med ind i maskinrummet – der, hvor bøger bliver til! Vi kommer omkring alt fra plot og ideer til budgetter og redaktørsamarbejde, og hver episode er spækket med inspiration til et skrivende liv. Plot, parat, start!