Adam Estrup Bil-CV #S02E03

Adam Estrup Bil-CV: S02E03 Nogle bilsnobber har haft mange biler. Adam har haft flere – og en drøm om at kunne have beholdt dem alle sammen. Blandt de fremmeste er Jensen Interceptor, Volvo P1800S, Maserati Biturbo og Audi Quattro. Det er også blevet til Porscher, Land Rovere og Landcruisere (fra før de blev japanergrimme) samt Sunbeam Alpine, Morris Traveller, Triumph 2500 og ditto Spitfire. Men som bilsnob på budget, har bilerne som regel afløst hinanden. CV’ets automotive svipsere springer vi let og elegant henover, ligesom vi konstaterer, at Margrethe Auken helt sikkert er en sød farmor. Det bliver også til en del snak om James Bond – herunder trivia, der ryster Bilsnobben i sin grundvold – samt Adams mørke fortid med programmering af motorstyringer hos Audi. Og om ikke, hvis man nu partout skal dø i en trafikulykke, det er bedst at komme af dage som Adams forfatterkollega Albert Camus gjorde det – i en Facel Vega HK500.Vinen vi drikker – en herlig Cotes du Rhone fra ’16 – bliver vi glade af. Som man skal. For livet er for kort til dårlig vin. Og triste biler.

Om Podcasten

Bilsnobberne er for dig, der elsker biler og ikke er ligeglad med, hvad du kører i - uanset om det er dyrt eller på budget.I episoderne taler vi altid over en flaske vin, og sammen gennemgår vi gæstens Bil-CV og ikke mindst historierne om bilerne og tiden hvor vi havde dem. I andre udsendelser kommer vi også til at behandle aktuelle og uaktuelle emner fra bilernes verden, hver gang med en ”ekspert” som medvært der har fremlagt sit Bil-CV.Bilsnobberne er den podcast, der giver sig tid til at gå i detaljen også selv om det bliver nørdet indimellem. Din vært er Stefan Kaas, der med 47 år som bilsnob og 25 år i bilbranchen, tager dig med til bilsnobbernes verden med afstikkere og røverhistorier om biler, mennesker og bilbranchen. Har du lyst til at deltage i en episode kan skrive til os på Facebook, Instagram eller send dit Bil-CV til [email protected]. Du behøver hverken være kendis, eller have haft mange og meget dyre biler, bare du elsker biler, og vil dele din historie med andre entusiaster. Velkommen til Bilsnobberne !